Måne over Fyn

437 sider

 

Efterårets store roman. Strålende anmeldelser. Kun 299 kroner.


Politiken skrev: Bogen til ”Matador” – elskere.

Velkomponeret og velskrevet roman om fynsk barndom… etc… under besættelsen. Måne over Fyn, som da også har undertitlen ”Et tidsbillede” folder et bredt og overbevisende danmarksbillede ud, heldigvis ikke under kanter og kontraster… faktisk kunne jeg godt forestille mig ”Måne over Fyn” som manuskript til en Matador-lignende serie. Marie Tetzlaff.


Bibliotekernes lektør:

Fremragende roman af Ole Frøstrup, som har skrevet en masse bøger for børn og unge, og flere romaner for voksne… en fint sanset fortælling om en svær tid, fortalt med humor og varme, og med en indsigt i det lokale miljø som må være selvoplevet… Odense bliver malet frem, med alle detaljer… alt sammen fortalt fra Wolles synsvinkel, en dreng der tænker meget over begivenhederne uden rigtigt at fatte dem. En dejlig bog, og et flot portræt af Danmark under besættelsen, hvor meget forandres, og alt er under forvandling. Karsten Just.


Fyens Stiftstidende skrev: Byen under besættelsen.

God og effektfuld underholdning. Roman med udgangspunkt på Fyen… romanens handling er medrivende og udmærket fortalt. Den giver et godt indtryk af besættelsestidens indviklede problematik, men kan dog også have en hældning mod det sensationelle…men det er god og effektfuld underholdning, og især vil romanens brede tidsbillede være til glæde for læsere, der erindrer datidens Odense. Knud Bjarne Gjesing.


Jyllandsposten skrev: Roman med bred pensel.

Ole Frøstrup kommer vidt omkring i sin skildring. Der er folk af alle slags i bogen, medløbere og modstandsfolk, de bange, de modige, de nysgerrige, børn, unge og gamle. Bogen burde kunne få en bred læserskare. Beretningen må kunne interessere dem, der har oplevet besættelsesårene som børn eller voksne, og de, der ikke har, vil kunne lære en del. Annelise Vestergaard.

Bogen er også udkommet som lydbog på AV forlaget ”Den grimme Ælling”.

Ole Frøstrup har selv indtalt bogen

- William gik med ind i slagterbutikken, da den blev smadret. Han tog en halv gris! Altså, det er jo fra en tyskerbutik!” sagde Erik til Wolles mor. Wolle holdt op med at se ligeglad ud og kiggede ud i Stålstræde. Jo, der kom hans far minsandten! Han havde noget kæmpestort over skuldrene og luntede op ad gaden. Wolle løb ham i møde. Det var en gris! Den var skåret igennem på langs. Hans far pustede og var kobberrød i hovedet. Han tog grisen ned fra skulderen, trak den ind gennem gangdøren og op ad trinene, hvor den lå som et stort opskåret lig. Williams trøje var rød af blod. Han gispede, støttede sig til væggen og trak vejret med besvær. - Mor! far kan ikke få luft! skreg Wolle.

Måne over Fyn er en delvis selvbiografisk roman, der begynder i 1943. Landet er knuget af krig. I den lille smøge, Stålstræde, i Odenses centrum, møder vi skoledrengen Wolle og den unge smede-lærling Erik og deres familier, som er præget af krigens vilkår. Wolle oplever krigen fra Stålstræde, mens Erik må flygte med sin mor til en landsby, hvor han får arbejde hos en smed. Her inddrages han i modstandskampen. Omkring de to unge er et galleri af mennesker beskrevet med humor og varme: en jødisk familie, husvilde, modstandsfolk, tyskervenlige, arbejdssky elementer, en berømt digter og mange andre. Forfatteren er i øvrigt selv vokset op i Stålstræde, som dengang var en smøge med industri, forretninger, fagforeningskontorer og usle boliger.