SOFIE, KRISTIAN OG MADS

Tre store romaner om liv og kærlighed, om krig – modige mennesker og jernviljer, der tvinger deres egen skæbne igennem.

 

SOFIE – roman (346 sider). I den første bog i trilogien møder vi hovedpersonen Sofie. Hun vokser som datter af en fjordfisker og skovarbejder, et miljø der er uddøende i Danmark. Som barn fryser hun fast i isen på Isefjorden, hun mister det ene ben, men handikappet bliver en fordel for hende: hun får lov at forsætte i skole, for hun er alligevel ikke god til det fysiske arbejde. Sofies liv tager en brat ændring, da hun hjælper en veninde til en abort – og bliver anklaget for fosterfordrivelse. Meget ung gifter hun sig med legekammeraten og barndomsvennen Kristian og får sønnen Mads med ham.

 

KRISTIAN – roman (262 sider). De unge nygifte slår sig ned i Grib skov, hvor Kristian arbejder som skytte. Men så kommer krigen. De drages ind i modstandsbevægelsen. De hjælper jøder og andre flygtende gennem skoven til fiskerbådene i Nordsjælland hvor de flygtende sejles til Sverige. En stikker angiver dem til Gestapo, og Sofie kommer i barsk forhør og havner i koncentrationslejr. Venner tager sig af deres lille dreng, Mads. Sofie overlever lejren og vender hjem med De hvide busser. Hun er en ung enlig mor, fysisk og psykisk såret, men nu skal hun finde sin plads i efterkrigens Danmark.
MADS – roman (327 sider). Mads, Sofie og Kristians søn, er blevet en ung mand. Han er journalist, har fundet en lejlighed i Nyhavn, men han er temmelig meget ude af balance. Han er lidt voldelig, lever halvvildt med piger, kommer i slagsmål i Christiania, og får et barn med en pige han ikke vil vide af. Men så møder han kærligheden i form af en islandsk pige, og han bliver forelsket og voksen. Men Sofies skæbne griber ind i hans liv. Hans mor har genkendt en af de Gestapo-bødler, der torturerede hende i Gestapos hovedkvarter i København. En jødisk gruppe, der jager naziforbrydere, kontakter Mads, og han drives ind i et dødeligt spil. Som journalist sendes han til OL i München i 1972.. Terroren og drabet på de jødiske sportsfolk får ham til at lade sig hverve som international nazi-jæger. Udadtil er han rejsende journalist, men i virkeligheden får han sine ordrer fra et hemmeligt hovedkvarter i London.

 

Prisen er givet fri på alle tre bøger, og de sælges på tilbud til ret forskellige priser. Nogle steder koster de ca. 50-60 kr. pr stk., andre steder er det alle tre for 200 kroner.