SPÆNDINGSROMANER MED MERE…

ULVETIDER – ROMAN (362 SIDER)

SKYGGER I NATTEN - ROMAN (344 SIDER)

Disse to bøger kan sagtens læses uafhængigt af hinanden selv om det er de samme hovedpersoner, der går igen i begge.

Hovedtemaet er terrorisme der rammer Danmark. De er begge skrevet omkring år 2000, altså før 11. september 2001. Der var derfor ikke mange som fandt det særligt troværdigt, at der kunne opstå terrorisme i større omfang og slet ikke i Danmark. Men jeg har nu længe ment at Danmark er et let sted at bedrive terror i forskellige planer. Tænk på Blekingegadebanden der begik røverier for at skaffe sig penge til den ”revolutionære” kamp. Ulvetider begynder da også med et vellykket kup. En mellemøstlig gruppe finder ud af at man kan komme ind til kronjuvelerne på Rosenborg ved at benytte gamle og glemte vandkanaler til slottet. Og for at sprede forvirring omkring røveriet angriber de samtidig Zoologisk Have på Valby bakke og slipper rovdyrene løs. Kriminalkommissær Asger Hansen er den gennemgående person i begge bøger. Hans gruppe bliver sat ind mod terroristerne. Forvirringen øges, da der pludselig sker attentater mod danske politikere. En ny terrorgruppe har meldt sig på banen. En mystisk gruppe der skjuler sig som en slags vikinge-loge. Asger tager meget utraditionelle og ulovlige metoder i brug for at bekæmpe terroristerne. Han får også hjælp af hjemløse eksistenser som ”Rottepigen”. Men det forhindrer ikke at statsministerens bil angribes på vejen til Marienborg.

I ”Skygger i natten” viser det sig at Asger ikke har fået bugt med alle terroristerne. Men nu kender de ham, og han begynder selv at komme i fokus for deres handlinger. Men her kommer Mads, journalisten der har viet sit liv til at fange gamle nazister og hans mor, den gamle Sofie ind i billedet. De ved noget, men kommer selv i skudlinjen. Asger udsættes for et attentat, frømænd angriber Madses gård ved Isefjorden, og Asger iværksætter en antiterrorplan, dødbringende voldsom og absolut ulovlig. Bøgerne handler ikke mindst om hvordan ellers lovlydige mennesker overskrider alle normer og love, når de skal bekæmpe terrorister. Asger var egentlig en lovlydig kriminalkommissær, men hans metoder kommer mere og mere til at ligne terroristernes. Begge bøger er fyldt med aktion og spænding.

Bøgerne er på tilbud og prisen er fri.