De andre bøger:

Ole Frøstrup skriver:

De fleste af mine bøger kan ikke længere købes, men de findes på bibliotekerne. Det gælder blandt andet min debutroman ”Yetiernes sang” fra 1982. Den handler om en fotograf der rejser verden rundt og oplever de særeste ting. Han er meget forelsket i en smuk pige, Nina, balletdanser ved den kongelige ballet. Under en rejse i Himalaya kommer han i kontakt med yetien, den afskyelige snemand. I den forvirrede situation føler han sin elskedes nærvær meget stærkt, skønt hun er langt borte fra ham. På en anden rejse i Etiopien møder han en englænder, der har reddet livet for en kvinde fra en primitiv stamme – og derfor er nødt til at tage hende til ægte. På ”bryllupsnatten” får han udleveret en kniv og skal skære hendes underliv op – for hun har været udsat for faraonisk omskæring. Fotografen vender hjem fra Afrika og får lokket sin elskede Nina med til en lille Stillehavsø. Her oplever de et meget romantisk og sensuelt liv, men da de bryder de indfødtes tabuer sker der voldsomme ting.

Min næste roman, ”Carl Smart” fra 1983, er en satirisk roman om en afdeling i Danmarks Radio hvor chefen efterlader en tatovering på de unge damer, han har nedlagt. Der sker mange andre ting i den afdeling. Bogen er udsolgt, men findes på bibliotekerne. Udover det satiriske er bogen også lidt politisk, idet den handler om en tid i DR hvor nogle afdelinger blev stærkt politiserede til skade for de medarbejdere, der ikke ville følge parolen.

I en årrække skrev jeg en del børne- og ungdomsbøger, fordi jeg fik bestillinger på dem. To gange har jeg også været mellem vinderne i børnebogskonkurrencer. I 1987 kom ”Angrebet”, som jeg selv regner for en af mine bedste børne - og ungdomsbøger. Den handler om børn i krig. Danske børn vel at mærke. I 1900-tallet var der i København en brutal militærskole, hvor man uddannede drenge fra 11-12 års alderen til krigstjeneste, de fik en grunduddannelse som trommeslagere og trompetere. Den yngste løjtnant vi har haft i den danske hær var kun 11 år! Elleve, ja! Drengene deltog blandt andet i krigene i 1848-51 og i 1864. Ved Rådhuspladsen i København står en berømt statue hvor en lille trompeterdreng løftes op af en sejrrig voksen soldat. Drengenes trompetsignaler gav soldaterne besked om fremrykning eller tilbagerykning under kampene, for på grund af larmen fra geværskud og kanoner kunne kun de skingre trompeter høres. Trommedrengene hjalp soldaterne med at holde takten under marcher og angreb. Man ved ikke hvor mange af de danske drenge der faldt i krigene. De blev holdt ”udenfor regnskabet”, ligesom de heller ikke kunne få medaljer uanset hvor tapre de var. Medaljer var forbeholdt de voksne soldater. Jeg brugte megen tid på research til den bog og havde stor hjælp af Garnisonsbiblioteket.

Den bog illustrerer meget godt hvordan jeg skriver mine bøger. Der er en virkelighed til baggrund, og jeg undersøger denne virkelighed, arbejder med den og bygger så historien op inde i virkeligheden. Personerne kan være opdigtede men skulle gerne virke ægte fordi de bevæger sig i en ægte tid, og et ægte landskab.

Andre eksempler på sådanne bøger er for eksempel ”Mordet på greven”, (måske en dårlig titel.) Den foregår i Middelalderen. Danmark var i dyb krise. Tyske grever havde overtaget magten i landet. Niels Ebbesen og hans mænd gjorde oprør mod tyskerne, myrdede en af de tyske grever i Randers og lagde grunden til landets frigørelse. Valdemar Atterdag blev den nye konge. Hovedpersonen er dreng hos Niels Ebbesen og deltager i de voldsomme begivenheder. Men hvordan boede og levede danskerne på det tidspunkt i Middelalderen? Det brugte jeg lang tid på at sætte mig ind i, for husenes indretning skulle være som dengang, tøj og våben skulle være ægte. Og det tager tid. I øvrigt mener jeg den megen research får mig til at korrigere Danmarks historien på en enkelt detalje. Det vedrører broen over Gudenåen. Da de sammensvorne flygter fra mordet i Randers ødelægger de ifølge datidens kilder broen over Gudenåen. Den er altid beskrevet som en træbro hvor de fjernede plankerne midtpå for at stoppe forfølgerne. Men dengang var Gudenåen stærkt besejlet, det var en vigtig handelsvandvej. Det er langt mere sandsynligt at der ikke var en almindelig træbro over åen, for den skulle være temmelig høj og lang, men derimod en svingbro, som også var lettere at ødelægge. Nå, det kan nu ikke bevises! Det var en tanke jeg fik, da jeg inde i mit hoved ville rekonstruere mordet og flugten fra Randers. Og jeg ved fra udlandet, at man kendte til svingbroer dengang.

Et par nutidige ”historiske” bøger er ”Vulkanøen” og ”Isbjørnens land”.

I 1973 blev den islandske ø Heimaey ramt af et voldsomt vulkanudbrud, der begravede hele øen under et tykt lag aske. 400 huse blev begravet under glødende lava. Under genopbygningsarbejdet var jeg deroppe for at lave film til Danmarks Radio, og da mødte jeg en dreng der fortalte mig om den nat, det skete. Drengen og hans families fortællinger er grundlaget for bogen. Jeg har endnu en souvenir fra øen. En glødende lavaklump borede sig gennem taget på et hus og ned i gulvet. Under genoprydningen blev den fundet. Da havde der allerede dannet sig mos på den, nu er det desværre tørret ud, fordi jeg har glemt at vande den…

”Isbjørnens land” bygger også på virkeligheden. I 70’erne besluttede nogle grønlandske familier at vende civilisationen ryggen. De drog til et forladt bosted nord for Thule. Her ville de leve som i gamle dage af fiskeri og sæljagt. De medbragte nogle forsyninger og kugler til geværerne. Meningen var, at når det medbragte slap op, så skulle de være klar til at leve af det naturen gav. De havde ingen radio med, ingen motor til både, kun hunde. Mændene havde det godt med naturlivet, de gik på jagt og der manglede ikke sæler. Det var værre for kvinderne. De kom næsten ikke udenfor de sten-og tørvehytter de boede i. Dagen lang lavede de mad til mændene eller tyggede skind til kamikker og skindtøj. De følte livet var rædselsfuldt. Medicin var der ikke, og da en af kvinderne skulle føde havde de fået nok og vendte tilbage til civilisationen. Den historie fascinerede mig, og jeg lod hovedpersonen i bogen være en stor dreng, der oplever det hele som lidt af et eventyr. Han bevarer drømmen om det frie liv i sig – selv om han også må vende tilbage. Også den bog findes nu kun på bibliotekerne.