BIOGRAFI

Jeg er født i Odense i 1936 som nummer seks af syv søskende. Vi har en svaghed for at blive gamle i familien og også at få mange børn – og sene børn. For eks.: Min oldefar, på min fars side, blev født i 1799. Min bedstefar blev født 1860, da var min oldefar altså 61 år! Min far blev født i 1893, og han var 43 år, da jeg blev født.

Min mormor var født i 1876 i Sverige. Min mor blev født i 1896. Hun var 40 år, da jeg blev født, og 43 år da min lillesøster blev født.

Min far arbejdede først ved landbruget som karl, men drog så til byen hvor han blev maskinformer på Vossfabrikkerne i Fredericia. I 1919 giftede han sig med min mor, som indtil da havde været tjenestepige på landet. Min mor fik aldrig nogen uddannelse. Som barn blev hun sat i pleje på en gård, fordi min mormor ikke kunne forsørge sine børn. Min mormor voksede op i Sverige på et tidspunkt hvor de sociale forhold i Sverige var rædselsfulde. Der var stedvis hungersnød og voldsom arbejdsløshed. Tusinder emigrerede til USA, men mange af dem, som ikke havde råd til Amerika billetten, vandrede til Danmark. Blandt dem var min mormor som levede af tilfældigt arbejde i København. Hun drog videre gennem Danmark til Sønderjylland, hvor hun tjente på en gård. Min mor var hendes første barn, og hun blev født længe inden min mormor blev gift. Min mor huskede at hun som barn gik rundt på gårdene med en lille spand og tiggede mælk. Mad var der ikke meget af, og til sidst blev hun fjernet og sat i pleje på en gård. I alt fik min mormor 8 børn – og var gift to gange.

Mine ældste søskende er født i Fredericia, men da min far fik arbejde som former på Allerup Maskinfabrik i Odense, flyttede familien til Odense. Han arbejdede på Allerup, til han var næsten 70 år. Min mor fik arbejde på Odense Sukkerkogeri, først med rengøring og derefter med at sy presenninger, arbejdstøj og sukkerposer til de store maskiner. Hun fortsatte på Sukkerkogeriet til hun stoppede med at arbejde i en sen alder.

Vores familie boede i en meget lille lejlighed i Stålstræde i Odense. Der var intet badeværelse, kun koldt vand i en hane i køkkenet, og der var das i gården. Der blev dog bygget et gangtoilet i slutningen af 30’erne. Der var en kakkelovn i stuen som eneste opvarmningskilde. Hvis alle vi syv søskende var hjemme samtidigt var der mere end trangt i lejligheden, men det var ikke ret tit, vi var samlet. De fem ældste fik syv års skolegang, så konfirmation og en læreplads, og så snart de kunne klare sig selv – var det ud. I konfirmationsgave fik mine ældste søskende et gebis! Min mor havde en særlig opsparing til kunstige tænder. Generelt var tænderne også dårlige, så derfor syntes hun det var bedre, at de fik munden ryddet og lagt gebis ind. Det sparede senere hen tandlægeregningerne. Da der er 20 års aldersforskel mellem min ældste og min yngste søster, så boede vi nærmest hjemme i to hold! Jeg var i øvrigt den første der fik lov at gå i skole ud over de 7 år. Jeg fik en realeksamen fra Mulernes Legatskole, skønt min far syntes at det var noget pjat. Han var sur over, at jeg sagde nej til hele to lærepladser, som han skaffede mig. Men jeg ville ikke i lære.

Min skolegang begyndte i 1943 under krigen. Jeg husker skyderier, mange sabotager, vores vinduer der blev sprængt, luftalarmer og kolde søvnige nætter, hvor vi måtte sidde i kældrene. Den 5. maj blev der dræbt og såret over 100 mennesker i Odense. Jeg var med ude at "spytte på stikkere", og jeg så en masse skyderi. Jeg løb hjem og en kvinde, der var i vores lejlighed, løb ud ad døren og blev skudt på den anden side af gaden.

Efter realeksamen begyndte jeg på et studenterkursus om aftenen. Om dagen havde jeg forskellige fuldtidsjob. En periode var jeg svajer, så blev jeg stramajbroderimaler og senere arbejdsmand på Dansk Handels- og Landbrugslaboratorium, hvor jeg vaskede roer og målte jord af til jordprøver. Jeg flyttede også hjemmefra og havde et lille værelse ude i byen. Efter militærtjeneste på Bornholm og Kronborg, begyndte jeg at læse psykologi ved Københavns universitet. Det varede dog ikke længe. Jeg havde nemlig søgt nogle stillinger som journalistelev, og jeg fik pludselig tilbudt en elevstilling på NY TID i Hjørring. Lønnen var 300 kroner om måneden, og jeg skulle naturligvis selv holde mig med kost og logi. Jeg var så heldig at finde et pensionat, hvor jeg fik værelse og kost for 175 kroner om måneden!

Dengang, i 1958, var journalister i mesterlære, der var ikke megen teori. Derimod blev man som elev kastet ud i alverdens mærkelige ting og skrev om alt fra ulykker til byrådsmøder og kristelige møder i Unge Hjem! Og man anmeldte forestillinger i den lokale biograf. Så fik man en gratis biografbillet. Jeg var elev i Hjørring, Ålborg og Randers og kom så igen til København. Efter en tid som freelance blev jeg ansat på Ritzaus Bureau, hvor jeg begyndte at skrive om udenrigspolitik. I 1965 kom jeg til den nyoprettede TV- Avis som udenrigs-politisk medarbejder. Jeg var med fra TV-Avisens start den 15. oktober 1965.

På TV-Avisen kom jeg ud på mine første reportagerejser, blandt andet var jeg udsendt til uroligheder i Italien, og jeg refererede om "provoerne" i Holland, oprørske unge, der startede de store studenteroprør, som kom til at præge slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne.

I 1965 giftede jeg mig med Ulla Bruno som var socialrådgiver af uddannelse og profession. Hun havde dog en omsiggribende interesse for maleriet, og i dag er hun en anerkendt maler under navnet Ulla Frøstrup. Hun har mange udstillinger bag sig – og socialrådgivningen er for længst ude af billedet. Vi har en nu voksen datter Kristine, som har givet os to herlige børnebørn, Sofie og Laura.

I 1970 skiftede jeg til Børne- og ungdomsafdelingen, hvor jeg fik lejlighed til at lave mine egne programmer. Jeg var i BU-afdelingen i mange år. Jeg lavede et par år et program der hed "Børnenes TV-Avis." Det udviklede sig til dokumentarfilm og mange rejser til blandt andet Sudan, Ætiopien, Nepal, Indien, mange europæiske lande osv. Jeg fik også et legat af Danida og brugte det til en stor rejse, hvor jeg besøgte danske projekter i Indien, Bangla Desh og Nepal.

Efter 19 år ved tv trængte jeg til at være mig selv og fordøje noget af alt det, jeg havde oplevet igennem de mange år som journalist. På det tidspunkt havde jeg udgivet fem bøger, mellem dem mine første romaner Yetiernes Sang og Carl Smart. (Se disse) Og så var jeg blevet en af vinderne i en børnebogskonkurrence. I 1986 forlod jeg tv, på det tidspunkt var jeg ved TV-Avisen igen, og sammen med min kone flyttede jeg fra Hareskoven til Arnakke, hvor vi boede i næsten 25 år. Nu bor vi i Holbæk.

At skrive er en nødvendighed for mig, og jeg bliver ved at skrive, så længe jeg kan. Men en anden vigtig del af livet er at rejse. Jeg har rejst i over 60 lande. Blandt andet rejste jeg rundt fire måneder gennem Afrika i en ombygget tankbil. I Tanzania oplevede jeg at blive arresteret som spion, efter at jeg var smidt ud af Malawi, som ikke ville have forfattere ind i landet! I øvrigt er jeg tre gange blevet arresteret som spion og sat i fængsel, men det er dog hver gang lykkedes mig at overbevise myndighederne om, at jeg bare var en almindelig nysgerrig journalist. I 1992 var jeg i to måneder sammen med min kone på en rygsæktur gennem Kina og Tibet. I 1994 var jeg en måned i Toscana, hvor jeg ledte efter "Det forsvundne folk" etruskerne. Det er blevet til mange andre længere rejser: Etiopien, Sudan, Vietnam, Thailand, Cuba, Mexico, Guatemala, Grønland, Island, Færøerne og så videre.

Min seneste roman ”Måne over Fyn” er en delvis selvbiografisk roman. En del af handlingen foregår blandt andet i Stålstræde hvor jeg er født. Den når dog ikke så langt frem i tiden, som jeg havde regnet med, da jeg begyndte på den – så jeg er nødt til at skrive flere bind. Arbejdstitlen på min næste bog er foreløbig ”Journalisten” – men da jeg var aktiv journalist i næsten 30 år – fra 1958-1986 – så er det et spørgsmål hvor langt jeg når. Jeg har jo ikke haft nogen kedelig tilværelse!